Dagbog – Florida – d. 13. Okt – 5. Nov 2010
USA Tur 2010
d. 25/10-2010
Op ved 7 tiden – så vi kunne komme ned og få morgenmad inden kl. 8.30….!!! Troede vi! Det opgav vi hurtigt, for det var et totalt gedemarked dernede. Stoppet med folk og ingen steder at sidde, og så stod folk bare i lang kø for at få noget, og det gad vi ikke.
Vi tog en kop kaffe med ned til poolen, hvorefter vi gik tilbage på værelset, blev færdige, og kørte så på Black Angus og fik morgenmad istedet.
Vi handlede lidt vand/øl, og kørte retur til hotellet, hvor vi fik en lille middagslur (Vivi var lidt dårlig) – og derefter kørte vi en tur ud på racerbanen (Disney World Speedway) for at kigge lidt, og for at se om Vivi kunne få sig kringlet ind i en bil med sit stive knæ – men det lykkedes ok, så det skal vi imorgen 🙂
Kørte fra racerbanen og videre til en lille shop, som så selvfølgelig var lukket om mandagen!!! – vi må prøve igen een af de andre dage.
Videre til “Orlando Premium Outlet” – et KÆMPE outlet med en forfærdelig masse forretninger, og absolut ingen vind eller luft, så det var lidt varmt!!!
Vi fik handlet lidt parfume, og fik kigget og prøvet lidt forskelligt, og da klokken var ved at være 19, kørte vi videre til “Downtown Disney”, hvor vi ville dingle rundt og kigge lidt, og vi endte på “Planet Hollywood” og spiste noget godt mad.
Vi var tilbage til hotellet ved 23-tiden, og så stod den lige på dagbog igen.
d. 24/10-2010
Stod op ved 8-tiden, og blev alle færdige, hvorefter vi igen gik ned på den lille “Main street Café” for at få morgenmad.
Søren manglede et par badebukser, så dem fik han købt på vej tilbage til hotellet, hvor vi pakkede sammen, og tjekkede ud ved 11-tiden.
Vi havde fået lov til at smide os ved poolen efter vi havde tjekket ud, så det gjorde vi, og nød både vand/strand og pool i et par timer, inden vi ved 13.30-tiden pakkede sammen og kørte videre.
Vi var en tur i “Harbour Freight Tool” hvor Henrik fik købt lidt værktøj, og Søren nogle cykellygter til hans lånte cykel, hvorefter vi fik lidt hurtigt at spise på “Taco Bell”, inden vi fortsatte til “Merritt Island” (hvor Søren jo bor), og satte ham af, inden vi fortsatte videre til Orlando.
Det har været rigtigt hyggeligt at have Søren med på weekend – det bliver jo nok ikke lige hver og hver anden dag vi kommer til at se ham fremover 🙂
Vi ankom til hotellet ved 18-tiden, og vi tjekkede ind og pakkede lidt ud, og gik så ned på den nærliggende “Dennys” og fik lidt at spise.
Vi gik og kiggede os lidt omkring på vejen tilbage, og så var den dag jo faktisk også gået.
d. 23/10-2010
Op ved 8-tiden, og vi kom alle i bad, og blev klar til morgenmad, hvor vi tog Søren med ned på den lille café hvor vi var igår: “Main street Café”, og vi fik allesammen noget godt at spise
Vi hentede bilen, og så var det ellers afsted til “Daytona Speedway”, hvor vi havde bestemt at vi ville bruge nogle timer i “Daytona 500 Experience” inden vi skulle videre og kigge lidt mere på de mange fine, gamle biler…
Vi fik en god tur rundt på banen, og gik rundt i udstillingerne og IMax i nogle timer, hvorefter vi kørte videre til “Valusia Mall”, som var een af de steder hvor “Dream cruise” bilerne skulle holde.
Dejligt at se så mange fine og specielle biler samlet,- det var kanont!!! Da de begyndte at køre videre ved 16-tiden, spurgte vi hvor de skulle hen, og fulgte med dem ned på “Halifax Harbor Marina Park”, et kanont lækkert/hyggeligt sted, og med fine både i havnen, og fantastiske biler på græsset ned til vandet….. – ja så kan det da ikke blive mere hyggeligt at sidde i baren, med en øl, 30 grader, og så spise lidt god mad, kan det????
Vi hang ud indtil ved 19-tiden, hvorefter vi kørte tilbage til hotellet og drak en øl til solnedgangen, hvorefter vi gik hen til den fine Boardwalk der ligger langs stranden.
Vi kiggede lidt på de få forlystelser der havde åbent!! – hvorefter vi gik videre hen i byen, for at finde en gammeldags Diner “Starlite Diner”, vi havde set tidligere på dagen, for at få aftensmad.
Da vi havde spist, gik vi i “Starbucks” og købte en kop kaffe, hvorefter vi fandt en bænk og satte os og kiggede på alle de gamle biler som lå og kørte op og ned gennem hovedgaden, indtil ved 23-tiden, hvor vi igen returnerede til hotellet, denne gang for at uploade billeder, og så sove!!!
d. 22/10-2010
Vi stod op ved 8-tiden og blev færdige, for vi ville ned på en lille café som receptionisten på hotellet havde anbefalet, for at få morgenmad.
Det var rigtigt lækkert, og kaffen var drikkebar,så “Main street Café” fik helt klart plus point.
Vivi var lige inde for at få noget badetøj, og så gik vi stille tilbage igen, gennem en lille hyggelig park, og langs stranden, hvorefter vi skiftede til badetøj, og smed os ved poolen nogle timer, inden vi skulle ned og kigge på biler og derefter hente Søren, for han skulle holde weekend sammen med os i Daytona.
Vi kørte ud til “City Island Park” ved 15-tiden, hvor “Daytona Dream Cruise 2010” skulle starte, og bilerne skulle samles. Der var rigtig mange fine biler, og der blev bare ved med at komme flere mens vi gik rundt, så det var helt fantastisk. Og de omgivelser med palmer + vand + fine biler, var bare suverænt!!
Vi måtte overgive os ved 17-tiden, for vi skulle jo hente Søren, så vi var nødt til at køre videre.
Søren blev samlet op, og vi vendte bilen og kørte alle 3 retur til “Daytona Beach” igen, hvor vi satte bilen, og gik så videre til en lille restaurant “Ocean Deck”, som vi havde set fra stranden tidligere på dagen, for at få noget godt at spise.
Vi var alle lidt trætte, og da ikke mindst efter rødvin og god mad , så vi gik tilbage til hotellet, hvor vi drak et par øl og snakkede, og gik derefter i seng.
d. 21/10-2010
Op og spise morgenmad, og så blive færdige og få tjekket ud fra hotellet.
Vi var lige en tur omkring den lokale “Ron Jon’s Surf Shop”, hvor Henrik fik nye shorts mm, og et andet sted for at kigge på badetøj til Vivi, men uden held, så vi kørte mod Daytona Beach, hvor vi skal være hele weekenden.
Vi kom til hotellet ved 16-tiden, og fik tjekket ind og pakket ud, hvorefter vi kørte videre til “Port Orange”, hvor der skulle være et ugentligt Car Show med nogle gamle biler. Der var også lidt, men vi kom desværre så sent, at de endte med at køre igen mens vi var der. Men vi fik da set nogle fine biler, og er spændt på hvilke biler der kommer i weekenden.
Vi kørte tilbage til hotellet igen, smed bilen, og gik så ud for at finde noget at spise…. – det var nemmere sagt end gjort, for det var hverdag, og udenfor sæsonen, så meget var lukket!!
Det endte med “Papa John’s” pizza i sengen på hotellet, mens vi snakkede med Hans Erik på Skype
d. 20/10-2010
Igen op og have morgenmad inden kl. 9, hvorefter vi blev klar, og kørte mod “Cape Canaveral” hvor “Kennedy Space center” ligger.
Vi valgte en standard billet, som bla. indeholdt en bustur ud tæt på affyringsramperne til rumfærgerne. Der står bla. “Discovery” som skal afsted d. 1/11 (hvilket vi overvejer at køre tilbage til), det var ret spændende at se.
Vi kørte også forbi de store køretøjer de bruger til at fragte rumfærgerne ud til ramperne – og de er godt nok store!!!
Derefter gik turen ud til Apollo/Saturn-centeret, hvor vi bla. så en lille film om historien om Apollo-projektet, samt opsendelse af dem.
Det var meget spændende at gå rundt at se udstillingen, og de mange gamle raketter/motorer og de andre effekter der var. Også “Rocket Garden” med mange af de gamle raketter var ret fascinerende.
Vi afsluttede turen med at se en IMax film om den nye rumstation, det var også ret spændende.
Vi returnerede til “Merrit Island” hvor vi hentede Søren, og kørte på “Sunset” for at få lidt at spise, og vi sad og hyggede og snakkede lidt, inden vi kørte Søren hjem igen.
Dagen afsluttede vi med at vaske/tørre lidt tøj, inden vi skulle videre mod “Daytona” imorgen.
d. 19/10-2010
Vækkeuret ringede 7.45 – op og være færdig, for vi skulle over og have morgenmad inden kl. 9, hvor de lukkede.
Udemærket morgenmad med lidt forskelligt udvalg, så vi returnerede til værelset med en ekstra kop kaffe, og vi fik ringet til diverse, bla. til DK nogle gange….
Det var lidt halv-overskyet ind imellem, så vi gik en tur langs stranden, og var en tur ude på molen, hvor en masse stod og fiskede. Vi hang lidt ud derude, og så åbnede den lille Tiki-bar, og så kunne vi jo lige sætte os og få en lille øl, inden vi skulle videre for at få noget at spise.
Der var utroligt mange fisk i vandet derude – lidt fascinerende at se, og der blev da også fanget et par pragt-eksemplarer mens vi var derude.
Man kan fra molen se Cape Canaveral, men vi fik da også set en kæmpe Cruise-liner og et par ubåde – og det er jo ikke noget man ser hver dag!!
Videre fra molen, gik vi et godt stykke, for igen at ende med at spise frokost på “Sandbar”. Igen rigtig god mad, og hyggelige omgivelser!
Det havde faktisk været mest solskin siden vi gik, så vi gik tilbage til hotellet, tog badetøjet på og gik tilbage på stranden, hvor vi fik en dukkert i det skønne, og slet ikke kolde, Atlanterhav – dejligt
Der gik ikke længe efter vi havde “lånt” et par solsenge, inden ham der ville have penge for dem kom hen til os, så vi besluttede at gå tilbage til poolen, for klokken var ved at være mange.
Vi hoppede en tur i poolen, og lå og dasede i en halv times tid, hvorefter vi stod op og gik tilbage på værelset, for at blive færdige til vi skulle mødes med Søren igen i aften.
Samlede Søren op på hans arbejde ved 18.30-tiden, kørte på en lille Tiki-bar ved een af floderne, hvorefter vi gik på “Longhorn” for at få noget godt at spise.
Og det gjorde vi Det var bare kanont godt mad, men alt for meget af det!! Vi blev mætte, og lidt trætte,- så vi kørte Søren hjem igen, og så retur på hotellet.
Så var det tid til billeder og dagbog igen – og nu er det vist godnat – skal have sovet lidt, inden vi vil på “Kennedy Space Center” imorgen….
d. 18/10-2010
Stod op på hotellet ved 8-tiden for at blive færdige og komme afsted i ordentlig tid.
Vi kørte ud til “Showtime Classic Cars”, hvor vi skulle kigge på bil. Der var flere igangværende projekter i værkstedet, og mange fine restaurerede biler.
Efterfølgende kørte vi forbi “PJ´s Auto World”, som også var forhandler af en masse (puha der var mange) fine biler.
Vi daffede rundt derude i et par timer, hvorefter vi kørte en tur på stranden i Clearwater, hvor vi fandt et trådløst netværk så vi kunne få sendt nogle billeder hjem. Der efter kørte vi en lille tur (på et par timer) i “Wallmart” & “BestBuy”, inden vi satte kursen mod Cocoa Beach, hvor vi skulle mødes med Henriks bror, Søren.
Vi ankom ved 20-tiden, hentede Søren i hans lejlighed, og kørte på “Sandbar” for at få lidt mad. En rigtig hyggelig strand/sportsbar med noget godt mad.
Efter maden, checkede vi ind på “Best Western” ved stranden, hvorefter vi kørte Søren hjem igen.
d. 17/10-2010
Sov alt for længe…… – var først oppe ved 10-tiden!!!
(Det var ikke lige meningen).
Vi fik morgenmad sammen med Hans Erik, inden vi kørte mod Ft. Lauderdale for at sparke lidt dæk på et lille værksted hos een Hans Erik kender… – eller ved hvem er!!
Efter det kørte vi tilbage til Doral, hvor der var et car show ved det lokale Mall. Der var ikke så mange biler som vi måske havde troet/håbet, men der var alligevel nogle fine imellem, så det var fint. Og med levende musik og det hele…..
Da vi havde gået rundt der lidt, kørte vi over for at hente Dolly hos hendes søster, og derefter tilbage og få frokost, inden vi ved 16-tiden pakkede kufferterne i bilen og sagde på gensyn til Hans Erik og Dolly, inden vi satte kursen mod Clearwater (ca 280 miles NW for Miami), hvor vi skal ud og kigge på en bil for en kammerat imorgen.
Vi ankom til Clearwater ved 20-tiden, og fandt et motel, hvorefter vi kørte hen på den lokale “Hooters” for at få aftensmad, og så Henrik kunne få sin 2011 kalender med hjem.
Tilbage på motellet, skrive dagbog (mens vi drikker Bud Light Lime!!) – og så er det vist ved at være sengetid snart…
d. 16/10-2010
Sov lidt længe – var først oppe ved 9.30-tiden 🙂
Vi fik et bad, og derefter lidt morgenmad (med rugbrød og blødkogte æg!!) og sad og snakkede lidt med Hans Erik og Dolly, inden vi kørte ud mod Everglades Safari Park, da vi havde besluttet at vi ville ud og sejle med sump-båd.
Vi startede med en sejltur i een af bådene derude, og det var rigtig flot derude. Vi så et par alligatorer og nogle skildpadder, men også blomster ude midt i sumpen… – ikke lige det man havde regnet med.
Efter turen var vi inde og høre een fortælle lidt om alligatorerne, og man kunne få lov at holde “Snappy” hvis man ville. “Snappy” var en lille 2-årig alligator på ca. 1 meter. Han var lidt sød, men vi havde ikke nogen speciel trang til at holde ham!!!
Efter det, gik vi rundt i parken og kiggede lidt, og ind på det lille museum der var. Generelt en spændende oplevelse.
Vi rundede souvenirbutikken inden vi kørte tilbage mod Miami igen.
På vejen tilbage var vi lige en tur på Taco Bell for at få lidt at spise, hvorefter vi kørte lidt rundt og kiggede, inden vi returnerede til Hans Erik og Dolly igen.
Tilbage i Doral, blev vi lige færdige, og så skulle vi over til Dolly’s søster & familie og grille.
Hyggelig aften med hyggelige mennesker, og rigtig god mad 🙂
Ved 23-tiden kørte vi hjem igen, og fik lige en øl, inden det var sengetid igen
d. 15/10-2010
Op ved 8-tiden, da Dolly tog på arbejde, og Hans Erik havde lavet kaffe – dejligt!!
Vi havde sovet godt – Vivi havde været vågen et par gange pga. kulde/varme, men ellers sovet godt.
Vi snakkede lidt, og prøvede at planlægge dagen lidt, mens vi fik morgenmad.
Efter maden kørte vi om til det firma som Dolly´s familie har, for at kigge på nye briller til Vivi!!! Det var ikke planen, men da hun hørte at de koster ca. 500-1000 kr pr. par, så kunne hun næsten ikke lade være!!!!! Det ender da også med at hun kommer afsted med 2 x briller + 1 x solbriller 🙂
Vi kørte derefter ud for at handle lidt, og derefter tilbage til huset for at få lidt frokost (med rugbrød!!) hvorefter vi kørte igen, da Vivi skulle have lavet ny synsprøve til de nye briller. (og det var nok godt, for synet havde ændret sig lidt).
Videre fra synsprøven, kørte vi forbi Harley forretningen, for at sige hej til Lotte, og aflevere lidt snoller til hende (hvilket bragte lykke). Vi mente ikke at marzpan-brød havde godt af små 3 uger i en varm bil, så vi ville lige aflevere dem inden vi kørte nordpå.
Efter en times tid hos Lotte, kørte vi til Ft. Lauderdale, hvor Hans Erik startede med en lille rundtur,- vi så bla hvor de boede før, men også det fine kvarter hvor han arbejdede tidligere.. Hold da op nogle rige svin!!! Mega huse, fede både, og fantastiske omgivelser!!!!!!!! – man blev da slet ikke lidt misundelig!!!
Vi kørte derefter videre forbi et center, hvor Vivi lige var nødt til at gå en tur i “Apple Store” for at købe nyt legetøj – nemlig en IPad 🙂 🙂 🙂
Vi kørte derefter rundt og kiggede lidt, og tilsidst kørte vi til Davis, hvor de har cruises hver fredag. Der parkerede vi bilen, og fik noget at spise på “Flanigans”, inden vi gik ud og sparkede dæk.
Der var rigtig mange fine biler (se billederne), og vi fik også snakket lidt med nogle stykker, inden vi efter et par timer vendte snuden hjemad.
Kufferten var ikke kommet!!!!! – så den rykkede vi lige lidt for et par gange (men den er nu ankommet :-)), inden det blev tid til at uploade fotos og opdatere dagbogen, mens vi spiser snacks og drikker Bud Light Lime, og hygger med HE og Dolly!!!!
Dejlig dejlig dag – men nu er vi ved at være lidt trætte igen, men det er også snart midnat igen, så det er der vel ikke noget at sige til…
Godnat og sov godt 🙂
d. 14/10-2010
Op kl. 5 (tidligt) og bare være færdig, og så med Shuttle’n ud i lufthavnen igen, hvor vi fik vores morgenmad, inden vi skulle flyve kl. 7.45 mod Heathrow.
Vi kom fra Heathrow igen ca. 11.30 – og ankom til Miami (endelig!!!) ved 16-tiden lokal tid (22 DK tid). Vi kom rimelig hurtigt igennem imigrationen, og så skulle vi så “bare” hente bagagen…
Vi kom ned til båndet, og fandt Henrik’s kuffert, men ikke Vivi’s. Vi var rundt nogle (=mange) gange, men uden held, så vi måtte hen til Virgin’s mand i terminalen, bare for at få at vide at han allerede vidste at kufferten stadig stod i London!!! – øv!!!! Vi fik udfyldt de nødvendige papirer, og så var det afsted for at hente bilen, og derefter videre mod Hans Erik & Dolly.
Vi fik anvist det meget fine gæsteværelse (med eget toilet & bad) og sad så lige og fik en øl og sludrede lidt, inden vi kørte ud for at finde lidt tøj til Vivi, så hun kunne klare sig til kufferten ankommer, og derefter ud og få noget godt at spise!!!
Vi var ved at være godt trætte, så da vi kom tilbage fra aftensmaden, sad vi bare og hyggede og snakkede indtil kl. var ca. 23 – så måtte vi overgive os!! (men der var kl. jo egentlig også 5 for os, så vi havde været oppe i 24 timer!!)
d. 13/10-2010
Så er vi kommet godt afsted, og er nu dyne-klare på hotellet i København. Vi skal videre fra hotellet imorgen tidlig kl. 6 – så sov godt.
Tak til Jørgen (og Allan) for turen til Aalborg Lufthavn (hvor vi fik verdens mindst, men også dyreste Pasta Carbonara til aftensmad!!!)